Interessentworkshop skal bane vejen for Ekokem-løsning til behandling af ballastvand fra skibe

11/10/2016

Interessentworkshop skal bane vejen for Ekokem-løsning til behandling af ballastvand fra skibe

Onsdag den 2. november inviterede Ekokem havne, myndigheder, eksperter samt en udstyrsproducent til dialog om mulighederne for at tilbyde skibsredere og havne en mobil onshore-løsning til behandling af ballastvand.

Baggrunden er, at skibe fungerer som globale transportmidler for invasive arter, hvilket kan forårsage ødelagte økosystemer, store økonomiske tab og udbrud af sygdomme.

De internationale regler for at stoppe spredningen af invasive arter skærpes fra september 2017 og indebærer skrappere krav om rensning af ballastvandet. Det kalder på bedre løsninger.

Ekokem OW A/S servicerer i forvejen skibsfarten i centrale danske havne og ser derfor dette som et interessant nyt forretningsområde.

Succeskriterier for en Ekokem-løsning

Workshoppen lokaliserede disse krav til en løsning:

  • Hurtig respons i hele Danmark
  • Ressourcebesparende alternativ til ”onboard-løsning” for mindre skibe og lokal skibsfart
  • Hjælp til skibe med nedbrud i system til behandling af ballastvand
  • Undgå affald til videre behandling

Mulig teknisk løsning

En udstyrsproducent gav inspiration til workshoppen med en pasteuriseringsmetode til behandling af ballastvand som:

  • overholder Ballastvandkonventionens D2-standarkrav til rensning af ballastvand
  • er energieffektiv
  • er kompakt
  • kan monteres på en mobil enhed
  • ikke giver restprodukter (filtermateriale) til yderligere behandling

Ekokem driver nu det videre samarbejde med parterne i retning af en fremtidig løsning, der imødegår konventionens skærpede krav - og har bl.a. ansøgt Den Danske Maritime Fond om 150.000 kr. til en markedsafdækning.